Frederik 2 - Livsnyderen

Frederik 2. opfører Kronborg Slot

Kong Frederik 2. regerer fra 1559 til 1588. Han bygger Kronborg Slot som en kongelig luksusbolig, der kan imponere gæster fra nær og fjern. Ved festerne på slottet bliver gæsterne trakteret med tidens gourmetretter og vin i store mængder. Når Frederik 2. udbringer en skål, bliver der affyret salut fra Kronborgs store kanoner. Det er et bygningsværk, som er kendt over hele Europa.

Historien om Frederik 2. og Kronborg Slot

Før Frederik 2. bliver gift, fører han en udmattende krig mod rivalen i Sverige, Erik 14. Krigen skal afgøre, hvilket rige der er det mægtigste i Norden. Men de syv års krig fører kun med nød og næppe til en beskeden og dyrekøbt dansk sejr. Frederik 2. satser i resten af sin regeringstid på at bruge fredelige midler til at hævde Danmarks førende position i Norden.

Han støtter kunst og videnskab, og han har penge nok takket være Øresundstolden, som alle forbisejlende skibe skal betale ved Helsingør. Alle indtægterne går direkte i Frederik 2.s lomme, og de betaler uden problemer opførelsen af pragtslottet Kronborg Slot, der begynder i 1574 og varer 10-12 år. Slottet bliver rigt udsmykket og indrettet til afholdelse af fester fulde af pomp og pragt. Kronborg bliver så berømt, at selv Shakespeare får nys om slottet i Helsingør.


I 1572, som 38-årig, gifter Frederik 2. sig med sin purunge kusine Sophie. Deres forhold bliver et af de lykkeligste kongelige ægteskaber i Europa. I de første ti år efter bryllupsnatten får de syv børn, og Sophie er altid i kongens tanker.

Fakta om Frederik 2.

  • Født 1. juli 1534

  • Død 4. april 1588

  • Konge af Danmark og Norge 1559-1588

  • Forældre: Kong Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg

  • Bliver gift i 1572 med Sophie af Mecklenburg (1557-1631) 

  • Får syv børn, heriblandt Christian 4.

  • Erobrer Ditmarsken i 1559 og fører Syvårskrigen mod Sverige 1563-1570

  • Støtter den adelige astronom Tycho Brahe og hans forskningscenter på øen Hven

  • Begynder i 1574 byggeriet af Kronborg – et overdådigt renæssanceslot