Den store guide til Helsingør
Helsingør, der på engelsk er kendt som Elsinore, er en af de mest populære byer for turister at besøge i Danmark. Faktisk besøger op mod 2 millioner turister Helsingør hvert år, og dette er et tal, der hele tiden stiger. Særligt svenske turister er vilde med Helsingør, og det forstår vi godt, da der er mange interessante ting at opleve i byen. I denne guide har vi samlet et overblik over, hvad du skal opleve i Helsingør, og hvordan du lettest kommer hertil. Derudover har vi også inkluderet en lille guide til, hvad man kan lave i Helsingør med børn og samlet lidt tips til julemarkeder i Helsingør.
Lidt om Helsingørs historie
Helsingør opstod som by i slutningen af 1100-tallet som det naturlige overfartssted mellem Sjælland og Skåne. Byen markerede sig hurtigt som en vigtig destination, da den fik status som købstad og desuden som port til resten af Skandinavien grundet byens geografiske beliggenhed på Sjællands nordøstlige spids. Desuden har kongeslottet Kronborg givet byen status i hele verden takket være Shakespeares skuespil, Hamlet, der har hjemme på Kronborg. Shakespeare besluttede sig for at bruge Kronborg i sit skuespil, da Kronborg allerede dengang var et slot, som alle de engelske søfolk kendte. For danskere har Kronborg også særlig betydning da Holger Danske, en kendt dansk sagnhelt, holder til i Kronborgs kasematter som en statue. I dag bor der lidt over 60.000 indbyggere i Helsingør Kommune.
Hvordan kommer man til Helsingør?
Alle veje fører til Rom. Det samme kan man næsten sige om Helsingør. Alt efter hvad din afrejsedestination samt dit transportmiddel er, at der mange måder, du kan nå til Helsingør på:
Du kan tage færgen fra Helsingborg i Sverige til Helsingør
Du kan tage toget direkte fra København til Helsingør. Fra Københavns Hovedbanegård tager det ca. 55 minutter, og det er en smuk togtur, da toget delvist kører langs Strandvejen med havudsigt
Hvis du er frisk, kan du hoppe på cyklen og cykle langs den smukke kystvej, Strandvejen, der løber fra København og til Helsingør. Det kan være en sjov mulighed for at gøre turen til Helsingør til en dagstur, der kombinerer natur, motion, frisk luft og sightseeing
Er du i bil, kan du også køre til Helsingør, der byder på fine parkeringsmuligheder i byen
Der er også mange populære sommerhusområder på Sjællands nordkyst som for eksempel Marienlyst. Hvis du overnatter i et feriehus i dette område og desuden har adgang til bil eller cykel, er det også nemt at nå til Helsingør.
Hvad skal man se og opleve i Helsingør?
Helsingør byder på en lang række turistattraktioner, så om du er til mad, natur eller museum, kan du finde aktiviteter, der passer til dig. Her kan du finde forskellige steder, der er både spændende og sjove at opleve i Helsingør.
Gå på jagt i historien på Kronborg Slot
Når man siger Helsingør, må man også sige Kronborg Slot. De to hænger uløseligt sammen, og Kronborg er byens vartegn. Slottet blev opført i årene 1574-1585 af Kong Frederik 2. Kronborg Slot er et af Nordeuropas mest betydningsfulde renæssanceslotte og er at finde på UNESCOs Verdensarvsliste.
På Kronborg Slot står et hav af oplevelser klar til slottets besøgende. I slottets kasematter kan du hilse på sagnhelten, Holger Danske. Du kan gå på opdagelse i slottets fine sale og tænke over, hvordan det mon har været at være adelig for mange hundrede år siden. Du kan gå tur rundt på fæstningen, der omkranser slottet og kigge ud over Øresund og over til Sverige og forestille dig, hvordan det har været at stå vagt her og måske skyde med kanoner herfra, hvis der kom uventet besøg fra fjender. Desuden bør du også stikke hovedet ind og se Kronborgs smukke slotskirke. Disse oplevelser er sjove og spændende for både børn og voksne.
Kronborg Slot byder på en eventkalender, hvor forskellige spændende events finder sted, lige fra afternoon tea til fællesspisning og koncerter. Tjek kalenderen her. Du kan desuden finde information om de aktuelle åbningstider og priser for at besøge Kronborg her.
Lær om søfartshistorie og globalisering hos M/S Maritime Museum of Denmark
Tæt på Kronborg Slot finder du M/S Maritime Museum of Denmark. Det kan være svært at spotte museet, da det er bygget nede i den gamle tørdok på en yderst spektakulær måde, som den prisvindende tegnestue, BIG - Bjarke Ingels Group står bag. Hvis man er interesseret i arkitektur, er det et must at gå forbi museet alene for at opleve arkitekturen, der samler rå beton, store glasfacader og aluminiumsbeklædte broer og trapper. Museet plejede at ligge som en del af Kronborg, men rykkede i 2013 ind i disse nye lokaler i den gamle tørdok. Her kan du shoppe i museets fede museumsshop, og du kan gå på opdagelse i mange hundrede års søfartshistorie frem til globaliseringen, der i dag dominerer søfartskulturen. Museet er desuden yderst børnevenligt med sjove aktiviteter og en legeplads.
Gå tur i Helsingørs historiske bymidte
Helsingør er en af Danmarks ældste, mest betydningsfulde byer, og dette mærker man stadig den dag i dag, hvis man går tur rundt i Helsingørs historiske bymidte. I de små brostensbelagte gader og stræder ligger smukke, farverige byhuse. Brostræde er et eksempel på en gammel gade med fine, gamle huse, der er værd at opleve. Her kan du også smage is i friskbagte vafler fra en isbutik, der har haft til huse her i mere end 100 år. Sørg også for at gå forbi Sct. Mariæ Kirke, der blev bygget i 1430.
Oplev kultur på Kulturværftet
Kulturværftet er Helsingørs kulturelle centrum, hvor lokale og turister bliver inviteret til forskellige events og oplevelser. Kulturværftet rummer blandt andet et spisehus, udstillinger, et museum og et bibliotek. På stedets kalender kan du få et overblik over alle de mange sjove events, der finder sted her.
Her skal du spise i Helsingør
Udover kultur, museer og gamle, smukke bygninger, byder Helsingør på flere kulinariske oplevelser. Tæt ved Kronborg ligger et stort streetfood-marked i byens gamle skibsværft, der nu er transformeret og blevet til et mekka af mad fra hele verden. Her er god stemning og mange glade besøgende. I Helsingørs bymidte vil du støde på et væld af restauranter og caféer, lige fra fine dining restauranter til burgerbarer og caféer, der serverer kaffe og kage. Der er altså ingen bekymring for at besøge Helsingør og være brødflov, uanset om man er barn eller voksen. Ved Kronborg Slot ligger desuden en kaffebar, der serverer god kaffe.
Hvad kan man lave om sommeren i Helsingør?
Om sommeren er der god grund til at nyde Helsingørs smukke natur og beliggenhed ud til havet. På Helsingørs strand kan du nyde havet og sandet og måske hoppe en tur i bølgen blå. I Helsingørs gamle bymidte kan du sætte tænderne i en gammeldags dansk is. Og så byder streetfood-markedet på god stemning, når besøgende nyder god mad og de lyse skandinaviske sommernætter.
Hvad kan man lave om vinteren i Helsingør?
Når det er vinter og koldt, eller når det regner, er der stadig masser af gode oplevelser at udforske i Helsingør. Fordi Helsingør byder på så mange kulturelle oplevelser fra arkitektur til historie, kunst og museer, er der masser aktiviteter at gå i gang med. Få en rundvisning på Kronborg Slot eller besøg et af de andre museer, vi har skrevet om i afsnittet “Hvad skal man lave i Helsingør?”.
Tips til at besøge Helsingør med børn
Helsingør er en oplagt destination for børn, der er nysgerrige efter oplevelser. Udover at byen ligger ved vand og byer på en havn med en stor legeplads og en strand, hvor man kan bade, hvis vejret er til det, så vil børn også få gode oplevelser ved at besøge Kronborg Slot og ikke mindst Helsingørs gamle bymidte. Som nævnt ovenfor byder M/S Maritime Museum of Denmark på gode oplevelser for børn. Udover disse oplevelser er Danmarks Tekniske Museum og Øresundsakvariet gode steder for børn at opleve. På Danmarks Tekniske Museum kan du og familien gå på opdagelse i gamle flyvemaskiner og raketter. Og på Øresundsakvariet kan du og din familie udforske livet under vand gennem de store, flotte akvarier, der byder på farverigt dyreliv.
Julemarkeder i Helsingør
Når kalenderen siger jul, betyder det, at Helsingør inviterer til julestemning og julemarkeder. Hvert år oplever juleglade besøgende julemarkedet på Kronborg, Jul på Kronborg, der finder sted to weekender i december. Julemarkedet, Jul på Kronborg, er et af Danmarks største julemarkeder, og julemarkedets beliggenhed i slotsgården og inde på slottet gør markedet helt julemagisk at opleve. På julemarkedet kan du gå på jagt efter julegaver fra fine boder, der sælger smukke sager. Der er værksteder for børnene, der kan prøve kræfter med deres kreative evner. Forskellige julekoncerter- og teaterforestillinger finder ligeledes sted. Du kan også finde godterier til ganen ved julemarkedets drikke- og madboder. Læs mere om julemarkedet i Helsingør, Jul på Kronborg, her.
Vi håber, at du føler, at du er godt klædt på til at opleve Helsingør og alle byens seværdigheder gennem denne guide. Vi glæder os til at byde dig velkommen på Kronborg.