Lyt i din podcast app
Lyt i din podcast app
S1. E1.
Fest på det nybyggede Kronborg
Kronborg blev bygget af kong Frederik 2. som en fæstning og et pragtslot, der kunne tjene både som fristed og festlokaler for kongen og hans højtelskede dronning Sophie. De bevarede kilder fortæller om slottets liv i hverdag og fest, så vi kan være med, når Frederik 2. havde officielle gæster fra England og udbragte de berømte kanonskåler, hvor slottets tunge skyts blev affyret, hver gang den danske konge løftede sit glas og udbragte en skål. Vi kan komme på et fugtigt besøg i vinkælderen eller snige os med ind i kongens private lysthuse og gennem hans hemmelige gang fra slottet og ned i de dybe kasematter.
S1. E1. Fest på det nybyggede Kronborg
19.OKT.2020Mød din vært, Nanna Winther
Nanna Winther er journalist har været vært på en lang række podcast om historie. I denne episode går hun sammen med seniorforsker på Nationalmuseet, Poul Grinder, og udforsker Kronborgs hemmeligheder.
Fotograf: Karina Tenberg
Du kan blandt andet møde
Poul GrinderSeniorforsker på Nationalmuseet
+45 41 20 61 15Om Poul GrinderPoul Grinder
- Poul Grinder
Seniorforsker på Nationalmuseet
+45 41 20 61 15Om Poul GrinderPoul Grinder
Transkription
Episode 1 - Fest på det nybyggede Kronborg
Du kender sikkert Kronborg. Det store gamle slot, der ligger ved Helsingør. Det er Hamlets Slot, og er der, hvor Shakespeare lod sit mest berømte teaterstykke finde sted. Det er her, at Holger Danske sidder i kælderen og småsover, mens han angiveligt passer på Danmark.
Men det er jo ikke rigtig Hamlets, og Holger Danske er både en mytisk sagnfigur og en statue.
I virkeligheden var Kronborg de danske konger og dronningers slot, der blev brugt til at indgyde frygt og til at imponere.
Her blev holdt fester, der blev talt om i hele Europa. Slottet blev belejret, det brændte ned.
Det bliver rammen om et åbenlyst provokerende utroskab, fangeskab, forræderi og tyveri.
Vi tager i denne podcast fat på de virkelige historier, der faktisk har fundet sted på Kronborg. Du kommer nu med fortæller Nanna Winther og seniorforsker Poul Grinder[1]Hansen på tur til Kronborg. En tur hvor de låser sig ind i tårnværelse. Går ned i kasematterne, springer rundt i dronningens soveværelse, alt imens de fortæller historier, der foregik lige her i disse rum på Kronborg.
I første episode skal vi høre om fest på det nybyggede slot Så nu står vi i et hjørnetårn på Kronborg i sådan et fint hvælvet rum fra 1580'erne med vinduer til tre verdenshjørner faktisk. Så når man står herinde, kan man kigge ind mod Helsingør, og man kan kigge opad Øresund og nedad Øresund, når man ser udsigten mod København. Et fantastisk rum, som er bygget af kong Frederik den 2. som sådan er lidt privat tilflugtssted på dette pragtfulde og præsentable kongeslot. Men hvad kan det her værelse, som de andre ikke kan? Jeg kan så godt lide det her værelse og de tilsvarende værelser, der ligger oven over og nedenunder i dette karnaptårn, som det hedder. Jeg kan så godt lide dem, fordi man kommer i den private sfære. Sådan væk fra de store repræsentative lokaler, som sådan et slot selvfølgelig også indeholder. Og så et rum, som kongen kunne bruge til små private, hyggelige sammenkomster og bare måske for at være sig selv.
Han kunne sidde og arbejde i sin drejebænk, som er sådan et apparatet, man kan sidde og slibe træ ved til at lave drikkekar bagefter, og så er det jo også en hobby.
Det var sådan nogle sysler, kongen kunne lave i sådan et lille rum, og så kunne man altså også, hvis man nu gerne vil snakke lidt privat med nogen… Så kunne han invitere dem her op. I de nederste af de rum her i tårnet er der sådan et stort køkkenagtigt ildsted. Der kunne man varme noget mad og så videre, og så kunne det blive båret op, og så kunne de sidde der for sig selv uden tjenere eller den slags bare på tomandshånd, så man kan få ting aftalt.
Ja, fordi det her afsnit? Det kan vi sige. Det kommer til at skulle handle om, hvorfor man overhovedet byggede slottet, hvad det er for nogle vilde fester, de har holdt her. Og så kan man sige, vi har valgt det rum. Det er lidt underligt, når vi snakker om de fester, men det har man jo også brug for at trække sig tilbage, og det kunne være her at nogle af de her køkkenfester er blevet holdt. Ligesom nu om dage, hvor man er til en eller anden fed fest, og så er det hyggeligste sted at stå i køkkenet. Ja, og det er jo lige præcis sådan en køkkenfest, og det kan du godt kalde det.
Når man nu havde gået og været repræsentativ, og siddet og set flot ud i den store dansesal på slottet, har danset rundt, så kunne man lige gå hen og hive nogen i ærmet og sige: Hey, skal vi ikke lige gå her op i tårnet? Så ved vi, at jeg har noget ekstra god vin, som jeg lige har fået hentet op nede fra kælderen under slottet og lige smage på det. Og så har jeg også lige fået en rigtig spændende pistol, som skal have nogle flotte billeder på, den skal jeg lige vise dig. Så kunne man lige forsvinde her op i privaten og havde sådan en chance for at kunne snakke sammen på en anden måde.
Vi går tilbage til at starte med Frederik den 2. Hvem er han, og hvorfor får han bygget det her slot? Det tænker vi godt, vi godt lige kan få ridset op først.
Jamen, det kan vi godt gøre, fordi han var selvfølgelig en dansk konge, der var født i 1534, som søn af en hertug nede i Slesvig-Holsten. Så kan man ikke være helt sikker på, om hans far egentlig ville blive konge af Danmark. Det blev han altså. Han hed Christian den tredje, og Frederik voksede så op som søn af det danske kongepar og havde derfra alle mulige privilegier osv. Han havde det jo fint, men han havde også nogle problemer, fordi da han begyndte at gå i skole, så synes de, han var utrolig dårlig til at læse og skrive. Det ville ikke rigtig makke ret for ham med de her bogstaver, og det har man jo overhovedet ikke forstået dengang. Der var ingen, der anede, at der var noget, der hedder at være ordblind. Så han har ikke haft det særlig sjovt i sin skolegang, for han har fået riset at smage når læreren har tænkt: dovne drenge. Du kan jo heller ikke, nu bytter du igen rundt på bogstaverne. Men det har ingen forstået, han har ikke selv forstået, hvad det var, der var galt. Så de boglige fag var måske ikke det mest vellykkede. Men så må man jo kompensere på anden måde og derfor kunne udfolde sig på alle de andre felter som rytter, som fægter og alt hvad man skulle kunne, når man fik uddannelse som konge.
Den her opfattelse af at drengen måske ikke var så kvik, siden han ikke kunne finde ud af at skrive og læse særlig godt, den lå altså hos hans forældre, så det var faktisk en befrielse for ham, da han så fik lov at rejse som ung en tur til Tyskland, hvor han så mødte nogle slægtninge nede i Sachsen og kom med til alle mulige store sammenkomster for europæiske fyrster. Og det viste sig jo, at det gjorde han ganske udmærket. Han havde faktisk evnerne til at snakke med folk og skabe gode personlige forbindelser, som senere hen kommer til megen nytte. Da han vendte tilbage til Danmark, var det såmænd med ny selvtillid og oplevelser af: Jamen, jeg kan faktisk godt det her. Det var godt, at han havde nået det. Kort efter døde hans far, og så blev han jo altså konge af Danmark. Og det var også uventet tidligt, så han havde aldrig nået at blive gift. Så det var jeg altså en ungkarl, der var på den danske trone. Og man prøvede selvfølgelig af politiske grunde at finde nogen, han kunne blive gift med og sådan noget. Det var sådan noget man skulle være helst. Men nu var jeg lige det lille men i Frederiks tilfælde, at han havde forelsket sig i en forældreløs dansk adelskvinde, havde Anne Hardenberg.
Og det var altså ikke nogen andre end ham selv, der synes var en god idé, fordi alle de danske adelsfolk, de syntes: Hvorfor skal Hardenberg nu pludselig komme i familie med kongehuset? Og kongefamilien sagde: Det er simpelthen spild af et godt kongeligt bryllup at gifte sig med sådan en fuldstændig ubetydelig dansk adelskvinde. Man skal da gifte sig med en hertuginde eller en prinsesse eller et eller andet, så man kan få nogle gode politiske forbindelser. Så det gik altså ikke særlig godt, men han blev ved i mange år om at have den her drøm om at blive gift med Anne Hardenberg. Det varede så længe, så der var efterhånden mange intriger og manøvrer bag kulisserne for at få ham til at opgive hende og finde en ordentlig ægtefælle. Og det lykkedes jo altså også til sidst, som jeg kan komme til. Men det var jo ikke det eneste, han beskæftigede sig med det var ikke at glo på Anne Hardenberg. Han var jo selvfølgelig kongen og var med til en syv år lang krig mod Sverige i 1560'erne, som endelig endte i 1570. På det tidspunkt i den lange krig, så havde kongen altså fået nok af alt det der krigsførelse.Vi må satse på andre områder, hvor vi kan gøre Danmark til en stor og anerkendt stat. Og en af de måder, man kunne gøre det på, det var ved at støtte kunst og videnskab.Han støttede for eksempel den danske astronom og videnskabsmand Tycho Brahe og stillede øen Hven til rådighed for ham ude i Øresund. Vi kan næsten se den, for vi står jo.
Og det, folk skal forstå, er at vi er hvor mange meter over jorden?
Ja, vi er jo højt til vejrs, i et tårn. Måske kan vi ikke lige se Hven fra det her tårn, men det kan man fra andre af slottets vinduer. Faktisk er det sådan, sagde kongen selv, da han overdrog Hven til Tycho Brahe, da havde han et møde med Tycho Brahe og sagde: Forleden, da jeg stod op på det nye slot, jeg er ved at bygge her i Helsingør, så så jeg den lille ø ude i Øresund, så jeg tænkte, der var da noget med, at du engang havde sagt, det ville være et godt sted at bygge et observatorium. Så nu vil jeg tilbyde dig, at jeg vil overdrage dig den her ø. Her kommer Kronborg altså ind i billedet. Han står på Kronborg og kigger ud over sundet. Og så fik han den der lyse ide at få Tycho Brahe til at være der. Så han støttede videnskabsmanden Tycho Brahe, og han støttede også kunstnere af forskellig slags, som selvfølgelig arbejdede for kongen. En af de måder, man kunne støtte kunst, og den slags det var jo altså også ved at bygge noget flot, og det er der Kronborg kommer ind i billedet, fordi så besluttede Frederik den 2. altså i 1574, at nu skulle det blive til et fantastisk flot renæssanceslot.
Der lå jo en gammel borg i forvejen, og man var jo også genbrugsbevidst dengang, så man rev jo ikke bare den gamle borg ned. Men man byggede det nye slot op, så man skal klistre det uden på det gamle og fyldte ud imellem de bygninger, der var. Så man fik et stort, flot renæssanceslot, som jo ligger her den dag i dag, og som vi står i. Men hvis man går rundt inde i Kronborg, så kan man godt se hist og pist rester af det gamle middelalder-borgeranlæg, som var her før.
Men hvorfor ville han bygge det? Et er det her med at støtte kunsten, men det kan jo ikke være det eneste. Der så også den militære del af det, og derudover også det her med fæsterne.
Et slot som Kronborg skulle nemlig både være en stærk fæstning og et fantastisk flot slot, som man kunne imponere alle der kom på besøg med. Det med fæstningenm, det skyldes jo ikke mindst, at det ligger her hvor det ligger. Altså med Øresund lige uden for, fordi her opkrævede man nemlig Øresundstolden. Det vil sige alle skibe, der sejlede forbi, de skulle betale til den danske konge for at få lov til at sejle forbi, og alle pengene gik direkte i den danske konges lommer. Det var jo en god forretning, som ingen anden. Da Frederik den 2. havde bygget Kronborg her, så sagde han, at det ikke har kostet Danmark noget som helst.
Jeg har betalt det hele selv, men det kunne han jo sagtens sige, fordi han fik alle pengene fra Øresundstolden.
Så det var ikke sådan, jeg ved ikke, om man kaldte det "staten" på det tidspunkt. Men det var til kongen personligt, tolden. Ja, tolden gik direkte i kongens egne lommer, og det gav jeg jo så altså, fordi der kom tusindvis af skibe forbi hvert år, som allesammen betalte så gjorde det den danske konge til en meget, meget velhavende fyrste. Derfor havde man så råd til at lave sådan et pragtfulde slotsanlæg som dette Kronborg.
Hvor lang tid tager det at få bygget det her?
Det tog jo sådan 11 år, cirka. Men det skyldes også lidt, at han ombestemte sig undervejs med slotsbyggeriet. Fordi han starter med at bygge sådan lidt lavere, end der er i dag, og så med røde mursten med hvide striber i. Og da han så havde bygget det og var nået til at det nogenlunde var færdigt, det tog ikke mere end 3-4 år, så fortrød han lidt og tænkte Det ligner alt for meget sådan nogle herregårde, som adelsfolk har rundt omkring i Danmark. De er også røde med hvide striber og nogle gavle og sådan noget. Vi skal have noget, der siger, at det her det er kongeligt,. det er noget der er på et højere niveau, og så besluttede han, at det hele skulle beklædes med sandsten som et hvidt slot, sådan som det ligger i dag. Og så bliver alle fløjene i øvrigt forhøjet med en etage, da der kom ekstra spir og tårne og alt sådan noget på, bl.a. det tårn vi står i i dag. Som han havde et lavere tårn med sin lyst husrum tidligere, men nu blev det hele bygget endnu større og endnu flottere. Og det var så det, der stod færdigt i 1585.
Nu står det færdigt, så har han fået sin dronning der, når det er færdigt, eller er det først der, hun kommer ind i billedet?
Nu nævnte jeg jo før Anne Hardenberg, som han var forelsket i. Men da vi kommer op efter krigene mod Sverige i 1571 deromkring, der må han kun nødtvungent indse, at det bliver aldrig til noget med det med Anne, og så bøjer han sig, og siger Jamen, så må vi jo så se at finde en, jeg kan blive gift med. Og så præsenterer man jo kongen for nogle forskellige muligheder. Der var en prinsesse ovre fra Prøjsen, og hun skulle så til Danmark, kom på besøg så kongen kunne se hende i virkeligheden.
Han havde sikkert fået et maleri af hende for at se, om hun nu så nogenlunde pæn ud. Det ville han nemlig altid have, Frederik den 2., man ville godt lige kunne se den han skulle giftes med. Der var faktisk et brev, han har skrevet til en af sine feltherrer, en tysker der hed Günter, som havde sagt noget til kongen om hvorfor han ville have sådan nogle billeder af dem, han skulle giftes med. Og så svarer Frederik den 2. tilbage til Günter: Hvis jeg agtede at holde mit ægteskab, som du gør, så kunne det jo være lige meget, hvordan hun så ud. Men han havde selvfølgelig også tænkt sig, at han ville godt have en han godt kunne lide. Han vil gerne lige se hende an og se, hvordan det var i virkeligheden. Nå, der kom hende prinsessen på Prøjsen, der var hende, han skulle kigge på det.
Det levede ikke helt op til maleriet åbenbart, men i stedet for det,
Det er ligesom Tinder i dag, hvor folk har sådan et profilbillede.
Det var ligesom et profilbillede, bare malet af en dygtig maler, som så skulle sendes i forvejen. Men midt i dette møde, så var der altså også andre med, noget familie nede fra Meklenborg i Nordtyskland, bl.a. hans 14-årige kusine Sofie, fordi at Sofies mor var søster til Frederiks far.
Så det var altså sådan lidt danske forbindelser. Det var derfor, hun var med, så kunne familien lige komme lidt op på besøg samtidig. Og så var der også et eller andet, der sagde bang eller hvad det nu sagde. I hvert fald så blev han vildt betaget af Sofie. Og nu da hendes forældre jo også var med, så var det altså let at arrangere, at man kan blive trolovet med det samme, som får lavet lidt aftale, så alle åndede lettet op. Kongen havde endelig fundet en værdig hertugs datter, oven i købet lidt i familien. Det var vældig godt. Og så er han altså gift med Sophie, og hans halvfarlige skrupler overfor sin tidligere kæreste Anne Hardenberg. Han synes ikke, han kunne gifte sig før han havede fået rene linjer overfor Anne Hardenberg. Han vil gerne mødes med Anna og forklare situationen, men det ville de andre jo ikke have af. Nu skulle det være Sofie, det drejede sig. Men så bliver det Sofies mor faktisk, der holdt møde med Anne Hardenberg og snakkede med hende. Men at det var det, fordi det gik godt, kan vi ane af nogle breve altså. Og faktisk fremgår det også af noget Anne Hardenberg har skrevet til en af sine veninder, at hun ikke har følt sig så let om hjertet i mange år, så hun havde nok følt, det var lidt belastende med den kongelige opmærksomhed i alle de år.
Endelig slap hun af med ham!
Hun har jo måske nok bedre end kongen kunne se, at det her bliver aldrig til noget. Og så arrangerede man selvfølgelig også, at så blev hun også gift. Hardenberg fik en rig adelsmand. Det kan være hun har haft en hemmelig kæreste i lang tid.
Det er jo ikke sikkert, hun havde, fordi det kan man ikke vide. Men det har hun nok ikke. Men det har været en mere og mere fastlåst og umulig situation med det der med kongen.
Men så blev han altså gift med sin 14 årige kusine Sofie, og så skulle man tro, at det ville aldrig gå godt. Men det viste sig, at han var 38 år, da de blev gift. I vore øjne er det jo simpelhen baggrund for adskillelse her på asylcentret her. Men sådan kom det altså ikke til at gå. Faktisk blev han enormt glad for Sofie, som han hele tiden kaldte hende, og hun bliver også glad for ham har man indtryk af, så de var ret tæt i deres ægteskab.
Indtil kongen døde i 1588.
Okay, i 88. Men han kunne alligevel nå at holde nogle vilde fester? Det er dronningen, Sofie, der holder nogle vilde fester.
Faktisk var han så glad for Sofies at da han byggede Kronborg her, så havde han først tænkt på, at kalde det Sofienborg, opkaldt efter hende, fordi han tænkte meget på, at han bygger det for hendes. Her skal hun have det rigtig godt og skal rigtig hygge sig. Vi skal selvfølgelig begge to have det godt her på Kronborg eller på Sofienborg. Så fortrød han, da han havde valgt at skrive, at han havde tænkt sig at kalde Sofienborg.
Så tænkte han, ej, vi må kalde det noget lidt mere repræsentativt, så som måske også igennem tiderne, hvor folk vil tænke hvorfor det egentlig hedder Sofienborg?Så derfor bliver det så Kronborg og han lagde meget vægt på, at nu måtte folk ikke mere kalde det krogen, som den gamle middelalderborg havde heddet. Nu skulle det hedde Kronborg. Hvis nogen alligevel vovede at kalde det krogen, så skulle de betale en god okse i bøde for at have brugt det forkerte navn,
Det var en ordentlig bod, og han kunne heller ikke selv leve op til, fordi 14 dage bagefter han havde vedtaget det skulle hedde Kronborg, så stod der dikterede et eller andet brev, hvor han sagde, at der skulle sættes nogle byggematerialer til krogen. Så der kom han selv til at kalde det det gamle navn, han havde ikke vænnet sig til det.Det viser bare, hvor glad han var for Sophie og slottet her er også tænkt som sådan en ramme, der både i fest og i privat skulle være et præsentabelt og et godt sted at være for dem begge to, og derfor blev det også indrettet med kæmpestore, flotte festlokaler, hvor man så kunne samle gæster fra udlandet og fra Danmark til gilde og sammenkomster af den slags. Og det allermest fornemme rum, det var den dansesal, som stadig kan ses på slottet, som er 62 meter lang. Kæmpemæssigt rum som er et meget stort festlokale.
Men det skulle det jo også være, når der rigtig var mange gæster her, og så kan man sidde og spise dér. Og så skulle der være optrædende skuespillere, gøglere, musikanter, utvivlsomt musikanter hele tiden. Vi tror, at der har været sådan en balkon hvor musikerne har siddet som hævet på nogle søjler og gået op under loftet, der har de siddet og spillet. Og så rundt på væggene. Der har der været vægtæpper med billeder af alle danske konger igennem historien, og det vil sige når historien den var altså helt tilbage fra sagnkongen Dan, som selvfølgelig har lagt navn til Danmark og så masser af konger, hvor man kunne læse om hos den gamle middelalderskribent Saxo. Altså og så op til Frederik den 2. selv, så det var 100 konger i alt som fyldte alle væggende. Når man kom som udlænding på besøg på slottet har det virket overvældende at komme ind i det rum og så se Konge på konge på konge på konge så nede for enden var billedet af frederik den 2. selv. Så stod han der måske også i virkeligheden sammen med Sofie og tog imod. Man følte sig tilstrækkelig benovet, tænkte, vi er sandelig kommet til et gammelt og magtfuldt kongerige. Så de altså hængt op, når der var flot fest, fx på slottet og omgivet af dem, når man spiste. Når man laver sådanne forestillinger, og når man så bagefter dansede, for det hed jo dansesalen, så har musikerne jo spillet den slags dans, man dansede dengang.
Det var også noget kvadrille-dans, hvor man dansede flere sammen og dannede forskellige formationer. Så lidt ligesom dem, der kender alle Lancier. Det kan godt minde lidt om det. Selvfølgelig en helt anden slags musik, men sådan noget med, at man bukker og danser rundt modstående tilbage igen. Det er også indviklede danse af forskellige slags, som man selvfølgelig kunne. Det var en del af almindelig opdragelse, at man skulle danse den slags. Og undervejs i alt det her under måltidet og undervejs i dansen og så videre, så bliver der drukket en hel masse, fordi det var en del af dansk festkultur dengang. Og det er det jo sjovt nok også i dag. Allerede i middelalderen var danskerne berygtet for at drikke en hel masse. Sådan var det også i renæssancen, Så kunne der drikkes en hel del, og faktisk var det sådan lidt af et ideal for sådan rigtig konge for Danmark, og det levede Frederik den 2. godt op til, at man skulle kunne drikke en hel masse. Hele aftenen igennem helst drikke alle de andre under bordet. Og så næste morgen klokken fire om morgenen, så sprang man friske ud af sengen og op på sin hest og ud på jagt eller hvad man nu lavede. Ikke noget med det at have tømmermænd.
Den sande konge, han kunne klare det hele.
Så det var det er en meget sigende episode, der er fortalt af en dansk adelsmand, der hedder Sigurd Gruppe, det var i 1588, var på rejse ned i Europa. Han var i Wien, i Østrig i hvert fald og sad på et østrigsk værtshus sammen med nogen, han havde mødt dernede. En østrigsk adelsmand drak selvfølgelig ved et værtshus i Østrig.
Så sagde østrigeren, da han sagde skål, at han har lært at drikke af den danske konge Frederik den 2. Han har været på besøg i Danmark, fordi han vidste, hvordan man skulle tage fat i sådan nogle bægre. Men så er det interessante, at han sagde at: Sådan en konge ville jeg dø for, siger han. Det viser, at det idealet. Det er altså et mandfolk, og det er sådan en konge, man skal have. Ikke sådan en lille bleg én, der vimser rundt i et hjørne. Man skal virkelig være en, der kun kan tage fat på livets kvaliteter, og det er jo sådan.
Det har Frederik den 2. Også kunne. Men det har også givet ham et lidt ufortjent rygte eller eftermæle, fordi prædikenerne ved hans begravelse forklarer præsterne alle de fortræffelige egenskaber. Hvis han nu havde kunnet, ofte bliver det gengivet sådan, hvis han nu kunne holde sig fra det skadelige drikkeri, så havde han holdt mange gode dage endnu. Det er ikke sådan helt, at det er det, man hæfter sig meget ved, men det er ikke helt det, de siger. De siger, at hvis han ikke havde haft alle de repræsentative forpligtelser og alt det, som så indebærer, at man skal drikke så meget, så kunne han have holdt mange gode dage endnu. Så det var ikke fordi han var en alkoholiseret drukkenbolt, der sad og pimpede her oppe i loftsværelse, hvor vi nu står.
Men det var en del af kulturen, og det levede han altså i høj grad op til, ligesom i øvrigt hans søn Christian den fjerde også gjorde.
Måske lidt til overflod.
Det kunne godt blive til en hel del undervejs, men det var nu i hvert fald ikke druk, han døde af, som nogle mente, på grund af udtalelserne i ligprædiken, så har historikere senere hen nogle gange troet, at det var sådan, det hang sammen. Men det var det altså ikke. Det var en eller anden lungesygdom, han havde haft de sidste par år af sit liv.
Man kan også sige, med den kultur, du netop nævner her, og den her adelsmand, som man siger at det er en konge jeg vil dø for, så kan man heller ikke pludselig sige, ej guys jeg er på vandvognen. Stay in character, ikke.
Og så har vi en faktisk rigtig dygtig, godt nok ordblind, men det er jo fuldstændig ligegyldigt, virkelig dygtig konge, som gik vildt meget op i byggeriet, synes jeg du beskriver. Fliser og sten og alt muligt, og han var meget dedikeret til det her.
Han kunne huske fra Skanderborg Slot, at der lå lige noget tømmer, som vi kunne bruge på Kronborg, og de fliser skal ligges der, og han var nemlig en rigtig dygtig konger. Altså, sagen er jo også, at ordblindhed er et handicap, når man skal skrive. Men det er jo ikke noget som helst tegn på, tværtimod, at man skulle være spor ubegavet eller noget som helst. Det er kun de praktiske færdigheder. Det hæmmede ham ikke, som han var konge. Fordi der er gået masser af breve ud fra Frederik den 2., som han dikterede til sin skriver, for selvfølgelig havde man en skriver, skulle han jo bare gå rundt og sige, hvad han skulle have skrevet ned, og så foregik det sådan. Så der er kun ganske få egenhændige breve fra Frederik den anden, som han selv har skrevet, fordi han følte, at han var så dårlig til at sætte bogstaverne sammen. Men der er jo tusindvis af breve, hvor han har dikteret ting og sager og beslutninger, afgørelser.
Invitationer til fester.
Det er så sødt den måde man inviterede til fest dengang, så indbyder man folk til at komme og gøre sig glade sammen med mig. Det er dejligt at gøre sig glad sammen med nogen. Det kan jeg godt lide.
Nogle af dem, der var på besøg, det var faktisk englændere, fordi Danmark havde brug for kontakter til den daværende dronning Elizabeth, England. Og så kom den officielle delegationer, som så blev modtaget her på Kronborg. Festligt skulle det være. Lige fra begyndelsen. Så de blev selvfølgelig modtaget med kanonsalut, da de kom sejlende ned i Øresund. Her skulle hilsnen med kanonerne på voldene så tage imod dem, og så kom de ind på slottet, og kongen tog imod. Ofte på en afslappet måde, men selvfølgelig med en eller anden form, for jeg stikker dem en kæmpestor pokal, som man så drak af sammen.
Det var det, der hed en velkomst dengang, selve bægret hed en velkomst, som så kongen tog en ordentlig slurk af og så rakte videre til sine gæster. Så gik de rundt på omgang. Alle drak af samme bæger, for på den måde havde man signaleret, at nu holder vi sammen, og der er en god stemning imellem os. Det vil jo ikke gå i sådan coronatider. Men det var et godt symbol på, at vi havde samhørighed og sådan en måde at starte på og knytte nogle bånd lige fra begyndelsen. Så var der selvfølgelig måltider i den store sal eller i de andre mindre sale, som måske var lidt hyggeligere end dansesalen, hvor man kunne få serveret af tjeneren, der bar nogle fornemme retter ind. Også de der hed skueretter, som ikke kunne spises, men så flotte ud. Man havde begge dele, altså skueretterne var tit bygget op med en trækerne med en beklædningsdel, det kunne være fasaner og vildsvin. Altså noget der lå som lignede en rigtig vildsvinet og fasaner på bordet. Og så havde man så det, man kunne spise, som så blev båret rundt ved bordet. Og så var det selvfølgelig masser at drikke og vin. Til festlige lejligheder var der nok vin. Til daglig var det øl. Men når kongen havde fine gæster, var det vin. Og så var der det specielt på Kronborg, som imponerede de engelske gæster, at kongen havde det der hed kanonskåler. Det vil sige, at når den danske konge sagde: Nu vil jeg udbringe en skål for dronning Elisabeth af England, som står mit hjerte nær. Så blev der givet signal ud til fyrmester, der står ude på bastionerne ved kanonerne, når kongen skålede på skibet og blæste trompet, så fyrede alle slottets kanoner af.
Og så klirrede ruderne i vinduerne, og så drak man et glas vin. Når så der var gået 5 minutter, så sagde han, nå jeg tror vi skal udbringe en skål for dem Lord Willeby, længe leve. Så gik kanonerne, og det var noget, der gjorde indtryk.
Det er faktisk blevet så omtalt i Europa, denne her mærkelige danske skik. Så det er kommet med i Shakespeare skuespil Hamlet, der jo skal foregå i Danmark. Og det er ikke fordi, at Shakespeare - Jeg tror ikke, at han selv har været på Kronborg, men han havde skuespillere i sin trup, der havde optrådt for Frederik den 2. På Kronborg, og han havde hørt om det, og da han hørte om det der med at lave kanonskåler, så derfor indgår det i Hamlet. Den danske konge udbringer en kanon skål undervejs i stykket.
Det er simpelthen kommet med i Hamlet.
Ja, han vil gerne have lidt lokalkolorit. Altså også hovedpersonen i Hamlet hedder også mærkelige ting som Claudius, det lyder ikke særlig dansk, men det med kanonskålerne, det var altså noget, sådan nogle vilde og mærkelige danskere gør. Så det skal vi altså have med i stykket. Og der står altså også som start på skuespillet, at det foregår på Castle Elsinore. Altså bare borgen i Helsingør, så der står faktisk ikke engang Kronborg, men det er det jo.
Det er kommet med, fordi Shakespeare kendte slottet, som alle mulige andre europæere gjorde. Så hvis noget skulle foregå i Danmark, hvor skulle så foregå? Selvfølgelig på Kronborg, fordi det var europæisk berømt.
Og hvorfor var det så berømt? Fordi det han får bygget Frederik den 2., det er stort, det er flot, det er imponerende. Det er de helt vilde fester. Altså nu siger du englænderne. Men det går jo ligesom det går Europa rundt, at man holder de...
Det var ikke kun englændere jo, fordi der er også beretninger fra tyskere, for eksempel forskellige folk, der kommer på besøg og oplever det samme. Den der blanding af egentlig afslappet gæstfrihed fra kongens side og så samtidig de store brag af fester, hvor de i øvrigt også indgik med fyrværkeri og især lidt senere under Christian 4. Der har vi beskrivelser af nogle kæmpemæssige fyrværkerikonstruktioner her ud for Kronborg, hvor man byggede sådan en helt tyrkisk fæstning, og som en kulisse proppet med raketter og bomber. Så varede fyrværkeriforestillingen altså flere timer, hvor det spruttede og knaldede og bragede, og masser af statister medvirkede som et fingeret angreb på borgen, så der blev skudt og det bragede. Men det har altså også været en del af festlighederne. Det med glæden ved fyrværkeri.
De har fyret nogle penge af og da Frederik han dør, så Sophie, hans Sofie, hun hun fyrer den også rimelig meget af. Altså som jeg kan forstå, så er det ligesom så holder hun tre kæmpe bryllupper lige i kølvandet på hans afgang, var jeg ved at sige.
Jamen, det var jo fordi Sofie var jo også en hertugdatter, og hun lagde meget vægt på betydningen af, at det var en fin familie. Og når ens døtre skulle giftes, så skulle det altså ske efter alle kunstens regler. Så de arrangerede brylluppet for to af deres døtre kort efter, at kongen var død. I begge tilfælde blev der udskrevet en brudeskat i Danmark, så alle danskere betalte en skat til, at man kunne holde bryllup. Men rigsrådet, dem der bestemte sammen med kongen, havde nok forestillet sig, at de kunne score lidt af indtægterne og ikke behøvede bruge alle pengene på festen. Sofie sagde, at det skulle saft susme alt sammen bruges alt sammen for at man kunne få det på den flotteste måde. Så derfor er der nogle voldsomt imponerende fester med alt hvad man kunne ønske sig af dragter i skinnende sølv besat af guld og alt hvad man kunne have af luksus overhovedet.
Så Frederik den 2. Efterlader jo egentlig et rige, der er rimeligt godt kørende, og som har et stort, som er rigt.
Det er derfor, der ikke er problemer, for de har masser af penge på kistebunden, kongehuset og landet som sådan er også kommet sig godt over de der krige, der var mod Sverige. Så nu er det faktisk meget rigt og velfungerende land, som han kan overdrage videre til sin dengang ganske lille søn Christian den Fjerde, som kun var 11 år, da faren døde.
Han bliver faktisk konge som 11 årig, ikke?
Jo, men altså det man kalder det udvalgt konge. Så i virkeligheden blev han sat i skole. Og så var det fire adelsfolk, der styrede alt det praktiske. Det var i skarp konkurrence med Sofie, som gerne ville have rådet lidt mere, end hun så gjorde. Især for at skaffe sine børn så gode ægteskaber og gode landområder, de kunne tjene penge på. Hun var meget optaget af sin families økonomiske interesser i sin politik, men hun var ikke sådan at bide skeer med, fordi den lille 14 årige, der var kommet til landet som dansk dronning, viste sig at være en vældig begavet og effektiv kvinde, som i sin lange enkeperiode blev en af de rigeste i Nordeuropa. Så man skal bestemt ikke undervurdere hende. Det var hende, som havde så mange penge, så det var hendes formue, der kunne redde Christian 4, da han som voksen mand havde lidt nederlag i Trediveårskrigen. Så havde hun jo så mange penge, så hun alligevel godt kunne sikre, at det ikke straks gik helt rabundus med Danmark.Det har nok været meget smart tænkt, at hun på et tidligt tidspunkt opdagede at ham der Christian, han er helt vildt ødsel. Men han vokser jo ikke op her. De rejste rundt, men Christian den fjerde har jo alligevel tilbragt ...
Han har jo også været her. Vi har nogle meget søde, vi har en stilebog, hvor han gik i skole på Kronborg og som en del af øvelserne i stilebogen var at skulle skrive latin. Og så skulle man skrive små fristile om emner, man nu synes, der optog en. Der skriver han så i hvert fald i en af de her fristile, at her forleden kom min far kongen ned til os, da vi sad herinde og arbejdede i salen her på Kronborg, og han synes alle, at de skulle have noget mere frisk luft. Og skulle jeg også komme op på voldene og lave noget, og så kan det godt være, at min lærer ikke tror på det, skriver han. Men det har kongen altså sagt, skriver han så i fristilen. Så kan det jo være, at han kan komme lidt op at lege på bastionerne med sine skolekammerater.
Men samtidig får man et glimt af Frederik den anden også som en far. Han var den der præsentable, der kunne alt det der man nu skulle kunne være, samtidig med det var han en enormt kærlig familiefar, har man indtryk af, at han dukker op og interesserer sig for sønnen, hvis de skal have noget mere frisk luft. Der er også nogle meget søde små notater. Han skal skrive kalender, bare sådan en trykt kalender, hvor han kunne skrive nogle ganske korte ting, men der får man nogle glimt af faren, hvor han skriver: I dag målte jeg mine sønnner. Så har man været inde og sætte små streger på dørkarmen et eller andet sted på slottet, og så kan man lige se hvor høj Christian nu er blevet og så er man glad for sine drenge. Og så er han glad for Sofie, fordi i de der skrivekalendre, der skriver han også hele tiden, at i dag drog jeg til Skanderborg, og min Sofie var med, eller min Sofie var i Kolding, og jeg var i Skanderborg. Hver eneste dag skriver han hvor Sofie er og hvor hans børn er. I dag spiste jeg med min Sofie to af vores døtre i skoven.
Så er man på skovtur,
Men det er meget sjovt, fordi på en eller anden måde var vi meget inde på det med festerne. Men når Frederik den 2. skriver han nogensinde om festerne, det er i virkeligheden mere sin dagligdag, han skriver om.
Det er dagligdagstingene han skriver om. Festerne er mere bare noget man skal gøre.
Dem kender vi bare til fra dem, der kommer her, og der er også en af det, der er inde i din bog, hvor der en kilde, som siger, at han måtte sidde til bords i seks til otte timer.
Jo, det var de her kæmpe måltider, hvor der blev båret retter ind hele tiden, som det skulle skåle, så der var ikke så få af gæsterne til at skrive. Når han så har været der, så kunne de jo dårligt gå hjem selv, fordi de havde fået lige lovlig meget at drikke undervejs. Men det var under alle omstændigheder det, der var med, til det var store fester.
Det var specielt i Danmark. Det er specielt i Danmark eller i Nordeuropa men med danskerne havde ry for det og det er ikke uden en grund. Og vi har stadig et ry for det. Så det må vi jo bare indrømme, at det var en del af festlighederne.
Men det bringer mig virkeligheden tilbage til dette rum, som vi er, så kan man sige, at Frederik den anden skulle præstere som denne her festløve.
Men så har det måske også været en grund til, at han har prioriteret disse værelser, og det har været hans værelse, hvor vi står. Hvad kalder vi det her tårnværelse?
Det hedder kongens karnaptårn.
En karnap er sådan et der hænger uden på et hus og tårnet hænger ud på hjørnet af Kronborg. Det er derfor, man kan se til tre sider fra vinduerne.
Se, her er det Helsingborg i forgrunden.
Vi kan se ned på Flag-Bastionen. Dengang hed det Strand-Bastion, hvor kongen også havde et lysthus stående for enden af bastionen. Og så kan vi se nordpå op ad Øresund. Skibene skulle sejle, når de skulle nordpå. Det er til udsejlingen. Herfra kunne se op til kongens lysthave. Der er stadigvæk en masse træer, der nu hedder Marienlyst Slot, der ligger ved Kongens lystHave. Det var svært at lave en prægtig have på en fæstning, hvor der var bastioner hele vejen rundt. Så derfor lagde man haven deroppe. Og så var der en cirka en kilometer op, men der kunne man jo hurtigt bevæge sig hen. Man kan ikke se det, fordi der er bygget en masse huse foran. Men dels ligger der jo altså et lystslot, der hedder Marienlyst, og i midten af Marienlyst indgår Frederik den 2.s Lysthus, der hedder Lundehaven. Det er der jo sådan set stadigvæk.
Der er bygget ind i slutningen af 1760'erne,
Der var bare fester, fester, fest i lysthuset, lysthaven.
Og igen var det nok et sted, hvor man ligesom i rummet her kunne trække sig tilbage igen.
Og så kunne man gå ud og lave lidt forskellige former for sportsudøvelse, og der var ridebane og andet godt derude, så det var jo også noget, man kunne beskæftige sig med.
Så har nogle af de fedeste fester været heroppe.
Det tror jeg i hvert fald, hvad der har været sjovest er svært at vide.
Jeg tror, det har været vældig morsomt, også fordi der var god underholdning og dygtige entertainere, der trådte op på sådan nogle slotsfester.
Og som kunne rejse videre ud og fortælle om nogle af dem, der har været med, som så kan fortælle Shakespeare om, hvad det var, der foregik.
Hvordan det så er foregået. Det kan jo ikke have været skuespil. Der var ikke nogen, der talte engelsk dengang. Stort set ingen danskere. Det var dog højst usædvanligt. Alle folk taler jo tysk. Og så var der nogen, der kunne lidt fransk. Men engelsk var jo et mærkeligt fremmed sprog. Så hvordan det egentlig er gået, når kongen havde et besøg fra England, der må nok have været en tolk på medmindre de prøver at tale latin, men det har de nok ikke været så gode til, for det har jo knebet med hans latinundervisning. Så det har nok været svært, men det er lykkedes.
En fest med en tolk, altså why not.
De har jo nok kunne klare sig på en eller anden måde. Eller også har der bare været en enkelt..., tolken har måske ikke bare været sådan en underordnet. Der var nogle danske adelsmænd, der havde den dér brede uddannelse og kunne mange forskellige sprog. De kunne så bare være en del af selskabet, så skulle man nok finde ud af det.
Ja, måske tolke på sådan en lidt diskret festagtig måde.
Det tror jeg.
Det som den engelske gesandt siger...
Fordi englænderne refererer, at den danske konge havde sagt, at hvis han nu ikke havde været lykkeligt gift, så ville have elsket at være gift med den engelske dronning Elizabeth, fordi hun havde altid stået hans hjerte særligt nær.
Jeg tror, han har været lidt fuld allerede.
Det kan det godt være. Faktisk havde han i sin ungdom forsøgt sig som bejler til Elisabeth af England.
Altså som en del af alle de der manøvre for at finde et politisk fordelagtigt parti. Ikke fordi han var interesseret. På det tidspunkt kom der jo heller aldrig noget ud af. Hun blev aldrig gift, Elizabeth. Hun holdt sig ugift, fordi så kunne hun jo blive ved med at herske uden at der var nogle mænd, der skulle blande sig i noget.
Hun elskede at blive feteret af alle mulige bejlere. Så der var masser af folk, der forsøgte sig, og der var Frederik altså også iblandt dem dengang. Men senere hen altså da han sidder her som konge, lykkelig gift med Sofie, havde han et vældigt godt forhold til Elizabeth. De udvekslede gaver af forskellig slags til engelske jagthund og heste...
Det var også det her med at holde sammen...
Det var lige præcis det som så på den måde. Det er også derfor, der kommer de engelske delegationer. De er jo glade for de her hosebåndsordre, Order og the Guarder, sådan et meget flot engelsk orden, som stadigvæk eksisterer. Den skulle så overdrages her på Kronborg. Det var en af de lejligheder, hvor der var fester. Og kongen havde på forhånd været betænkelig, fordi at symbolet på Hosebåndsordenen det er et billede af St. George and the dragon, og det var en katolsk helgen egentlig.
Derfor vil kongen ikke have den der medaljon på, og derfor skulle han lige sikre sig, at han ikke behøvede at have hele dragten på, når han nu blev ridder af hosebåndsordenen Det fik man jo så forhandlet sig frem til og så kan man holde festlighederne her.
Men vi er nødt til at slutte af med at tænke over, hvornår man ved noget om, hvornår det er sidste gang at Frederik den 2. Egentlig er her på Kronborh, fordi de bor her jo ikke fast, man bor jo ikke noget sted fast overhovedet.
Han var der i rigtig lang tid, da slottet var færdig i 1585, 1586, men året efter 1587 var han der kun en uge.
Siden tilbragte han andre steder i Danmark og i 1588, det år han døde, var han på vej til Kronborg, men nåede aldrig frem. Han havde boet nede i Sønderjylland. Så rejste han over Fyn på vej mod Kronborg, men han nåede kun se Antvorskov uden for Slagelse, som var deres slot. Så blev han så dårligt, at han var nødt til at lægge sig ind der. Men han nåede aldrig til Kronborg. Så døde han i påsken 1588. Men festerne holdt sidenhen også under Christian 4.
Det her var bare en flig af Kronborgs historie. Et lille kig ned i historien om Danmarks største renæssanceslot. Slottet har gennemgået mange vilde ting i de år, det har ligget der, hvor Danmark næsten kysser Sverige på foden. Der er ikke længere en grund til at tro, at Kronborgs kanoner kan skyde skibe ned i Øresund eller bruges til at holde fester for Europas kongelige og adel, hvor man fyrer dem af, hver gang nogen siger skål.
Til gengæld har vi nu et slot fuld af historier, hvis ekkoer vi stadig kan høre