Periode

Frederik 5. levede fra 1723 til 1766 og var konge af Danmark og Norge fra 1746 til sin død.

Ægteskab

Han blev først gift med den populære Louise af Storbritannien og efter hendes død med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Interesser

Han elskede kunst, musik, fest og byggeri. Under hans regeringstid blev Det Kongelige Teater, Kunstakademiet og store dele af Frederiksstaden skabt og det var Frederik 5., der lagde grundstenen til Marmorkirken.

Familie

Han var søn af Christian 6. og fik bl.a. sønnen Christian 7., som senere blev konge – dog med en tragisk og turbulent skæbne.

Selvom Frederik 5. ikke selv byggede Kronborg, havde han et særligt forhold til det gamle slot. Han besøgte det flere gange og betragtede det som en vigtig del af rigets historie og som et dramatisk, smukt symbol på dansk kongeværdighed. Det var under Frederik 5.s tid, at man begyndte at tænke i bevaring og iscenesættelse af fortidens storhed, og Kronborg blev en del af det nationale arvegods. Han elskede at spejle sig i fortidens storhed og det var vigtigt for ham at iscenesætte de danske slotte, pladser og monumenter som kulisse for hele kongeslægtens storhed - herunder også Kronborg.

Frederik 5. blev nok aldrig en reformator, men han satte gang i nogle af de mest synlige forandringer i Danmark. Frederiksstaden blev opført som et symbol på dynasti og elegance, og København fik sin første egentlige byplanlægning med lige gader og pompøse palæer. Amalienborg, Marmorkirken og Kunstakademiet er alle resultater af Frederik 5.s æstetiske ambitioner og måske også hans ønske om at blive husket som andet end den festglade konge med hang til vin og vellyd.

Frederik 5. døde i 1766, kun 42 år gammel, men nåede at sætte markante spor i Danmarks arkitektur og selvforståelse. Han var ikke en krigerkonge som sine forgængere, men en festglad æstetiker, der hellere pyntede København med palæer end svingede sværdet.

Han byggede ikke Kronborg, men han forstod dets kraft som symbol. Under hans regeringstid blev slottet ikke moderniseret, men bevaret i al sin renæssancepragt – som et levende monument over tidligere tiders kongemagt. Hvor Frederik 2. brugte Kronborg til storpolitik, fester og strategi, lod Frederik 5. det træde frem som historisk kulisse og ikonisk mindesmærke over Danmarks storhed. Når udenlandske gæster og diplomater blev vist rundt i de storslåede sale, var det ikke bare sightseeing, men iscenesat historie: et "levende museum", hvor fortidens pragt kastede glans over nutidens kongehus. Kronborg var stadig mægtigt og strategisk, men nu også en nøje kurateret fortælling om nationens storhed med Frederik 5. som den elegante arvtager af det hele.